fbpx

Ros dine børn rigtigt – og giv dem mod på livet

Ved at rose vores børns indsats frem for deres resultater, kan vi give dem mere mod på livets udfordringer. Det fortalte Sofie Münster om på sit foredrag hos os i Aars i januar 2019, hvor pointerne i denne artikel kommer fra

Sikke en flot tegning. Hvor er du altså bare god til at læse. Sikke et talent du har for at spille håndbold.

Når vi roser vores børn, har vi en tendens til at rose resultatet frem for den indsats og det arbejde, barnet har lagt i at nå til resultatet. Vi roser den færdige tegning uden at fokusere på, hvor lang tid det har taget at tegne den, og måske roser vi endda lige meget, om barnet har brugt to minutter på den eller en time. Vi fremhæver de ting, barnet har haft let ved at lære, og vi sidder foran fjernsynet fredag aften og hylder talenterne i diverse tv-programmer.

Men i langt de fleste af livets områder, er vi ikke talenter, og det er hårdt arbejde, der skal drive os frem. Og det skal vi hjælpe vores børn med at forstå.

Fokus på resultater kan skabe usikkerhed
Det store fokus på resultater kan betyde, at vores børn bliver usikre og føler et pres for at skabe de rigtige resultater. Det kan komme til udtryk ved, at det lille barn tegner den samme tegning igen og igen, fordi det ikke vil risikere at tegne noget, som ikke er flot. De større børn bliver måske overdrevne perfektionistiske, hvor resultatet stort set aldrig kan blive godt nok eller bakker ud, når der stilles krav, de ikke umiddelbart kan opfylde.

“Når jeg får ros for de ting, jeg har let ved, betyder det så, at det ikke er lige så flot, når jeg skal bruge lang tid på at lære noget?” De tanker får børn let – bevidst eller ubevidst. Og når noget er svært, er det let at give op eller blive usikker, hvis man tror, at det kun er resultatet, der tæller. Vi skal derfor blive bedre til at rose indsatsen frem for resultatet.

Hvad kan du gøre
Du kan hjælpe dit barn ved at være opmærksom på disse tre ting:

  1. Hav fokus på at barnet har gjort sig umage, frem for at barnet må være klog/dygtig. Det gør du ved at interessere dig mere for processen i at lære noget nyt, frem for det færdige resultat.
  2. Del dine egne fejl og indrøm dem overfor dit barn. På den måde viser du dit barn, at det at fejle er en del af livet og en del af at lære nyt. Alt skal ikke være perfekt fra starten.
  3. Når dit barn giver udtryk for, at der er noget, det ikke kan, så kommer vi let til at svare ”Jo du kan”, selvom det måske ikke er rigtigt eller medgive barnet, at det er svært. Et meget bedre svar kunne være: ”Du kan ikke endnu” eller ”Du har ikke lært det endnu”. På den måde får vi fokus på, at det kræver en indsats, og at barnet nok skal få det lært.

Har du et usikkert barn, og har du brug for sparring til at støtte ham/hende i at få mod til at kaste sig ud i flere ting, så er du altid velkommen til at kontakte din lokale koordinator til en uforpligtende snak. Find kontaktoplysninger her.

Menu