Aftensmad og putning: Fra kaos til ro

Mon ikke alle forældre har oplevet perioder, hvor putningen af børnene har givet frustrationer? For Lone var putningen blevet til en dårlig afslutning på dagen. Men med støtte og sparring fra en forældreven fik Lone hjælp til at vende aftnerne fra kaos til ro   

“Sengelægningen var så svær, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg var træt af, at det tog så lang tid. Det kan bare ikke passe, der må være en anden måde eller noget, jeg kan gøre anderledes, tænkte jeg.”

Lone er 38 år og er alenemor til to sønner på 5 og 3,5 år. Inden Lone tog kontakt til Folkekirkens Familiestøtte udviklede putningen sig til at vare hele aftenen og ofte med gråd og skænderier mellem hendes to drenge. Som alene forælder stod Lone alene med opgaven og udfordringerne.

Tilbuddet er formet efter Lones behov
Da Lone mødte Folkekirkens Familiestøttes koordinator Anne Marie første gang, fik de en snak om, hvad der var svært i hverdagen, og Lone beskrev hvilke udfordringer, der var i forbindelse med putningen af drengene. Ved deres næste møde talte de om, hvilke mål Lone ønskede at opnå, og de blev enige om, at Lone skulle have en forældreven tilknyttet, der kunne sparre med hende om målene. For Lone var det en god indgang:

Det der tiltrak mig ved Folkekirkens Familiestøtte er, at det er et tilbud, der bruger frivillige, hvor man kan få hjælp en gang om ugen eller hver anden uge. Det er et tilbud der formes efter, hvad der passer til din familie og dine ønsker. Alt, hvad der er besluttet, er, hvad der giver mening for mig.

Lone valgte at arbejde med mål, som alle handlede om struktur, men ikke kun om putningen. Aftensmåltidet var nemlig også en udfordring.

Kaotisk aftensmåltid
Aftensmadsmåltidet var både præget af en usikkerhed over, hvad familien skulle have at spise og en bekymring for, om børnene fik nok og sundt mad.

Aftensmaden bestod af, at jeg lavede en eller anden form for aftensmad. Når vi satte os ned for at spise, var jeg nærmest den eneste, der nød at sidde der. ”Hvorfor skal vi nu det, mor” kunne de spørge om? Det var så frustrerende. De spiste ikke så meget, hvilket gjorde, at de var sultne, når de skulle sove, eller den lille vågnede om natten og var drønsulten.

Gennem sparring med forældrevennen kom Lone selv på ideen om at lave en hitliste over den mad, hun syntes var sundt nok, og som hendes drenge kunne lide.

Jeg købte et Polaroid kamera. Det med at tage billeder af maden var min egen ide. På køleskabet har vi billederne af maden til at hænge. Så kan vi kigge på billeder, og vi har styr på, hvad vi skal have at spise. Der hænger kun noget, de må få, så de får en god og sund aftensmad.

Det nye redskab og inddragelsen i madlavningen gav også anledning til nogle positive snakke om mad med hendes to drenge

De er blevet mere modige og smager på nye ting og hjælper med at lave mad. Og kan de rigtig godt lide noget af det nye, så tager vi et billede af det og hænger det op. Mad fylder heller ikke så meget, når den bliver sat på bordet. Hvis de ikke vil have det, kommer der også rugbrød på bordet. Så kan de selv bestemme, og det er fint nok.

Føler sig mere sikker som forælder
At Lone har haft fokus på rammerne for aftensmåltidet har også betydet, at hun har fundet ud af, hvad hun ønsker for fællesskabet ved måltidet og har givet hende mere selvtillid som mor.

Jeg er blevet mere tydelig på, hvad jeg forventer af dem. De behøver ikke at spise, når de sidder ved bordet, men de skal komme og sidde med. Og det er helt fint for mig, for når de først sidder der, så vil de ofte gerne spise. På den måde har vi undgået mange konflikter.

Jeg har mere ro i mig selv og jeg føler mig mere sikker i min forældrerolle også over for mine forældre, søster og svoger og veninder.

En øv måde at slutte dagen på
Sengelægningen var det sidste, som Lone tog fat på sammen med sin forældreven, da det var det, som skabte flest udfordringer.

Inden min forældreven kom ind i billedet, følte jeg, at det var total kaos. Drengene var kede af det og ville ikke sove, og den lille ville ikke ligge i sin seng.

Jeg var frustreret og følte mig låst. Jeg kunne ikke finde ud af, hvornår de skulle i seng, og hvornår vi skulle gøre tingene. Ret ofte fik vi konflikter, når vi skulle børste tænder og få nattøj på. Det tog evigheder og fungerede ikke godt for dem. Det var virkelig en øv måde at slutte dagen af på.

Forældrevennen hjalp Lone med nogle ideer, som hun kunne prøve af.

Det var en udvikling, hvor jeg startede med at sidde på en spisebordsstol mellem deres værelser på gangen. Senere ordnede jeg vasketøj eller læste en bog, eller jeg har siddet og strikket. Det har givet mig en ro i kroppen, som viser drengene, at det er ok. Når de har haft brug for det, har jeg givet et kram, men så har de selv kunnet ligge sig til ro igen.

Når Lone kunne blive usikker på, om deres uro var et udtryk for, at de manglede kontakt, var forældrevennen en hjælp for Lone.

Min forældreven forsikrede mig om, at mine børn er blevet tanket med omsorg og nærvær om dagen, så det skulle jeg ikke være bekymret over.

Forældrevennen har været en god støtte og motivation
Lone fulgte forældrevennens anbefalinger, men skabte også ændringer undervejs, som passede til hendes ønsker og værdier.

Fx så fandt jeg ud af, at det er vigtigt for mig, at de skal i seng til fornuftig tid, men ikke med tårer og i deres egne senge. Og når de vågner om natten, så må de altid komme ind til mig og sove.

Under hele forløbet har forældrevennen fungeret som en god støtte og motivation, når det blev udfordrende at fastholde tingene eller svært at gøre alene.

Når tvivlen melder sig, er det rart at få at vide, at man er på rette kurs. Min forældreven er livsglad og smiler altid. Hun tror altid på mig også når jeg føler, at det sejler lidt.

Læs mere om, hvad en forældreven er