fbpx

Månedens Forældreven – juli 2022

Hvem er de frivillige hos Folkekirkens Familiestøtte, og hvorfor har de valgt at være frivillig her? Det kan du blive klogere på her, hvor vi præsenterer Måneden Forældreven. Som frivillig forældreven arbejder man ud fra en konkret målsætning, som vi har sat sammen med familien, og vi sparrer løbende med både familie og den frivillige. 

Denne måneds Forældreven er Inge Lise Holch Jørgensen, 68 år, pensionist, forhenværende lærer, talepædagog, læsekonsulent og pædagogisk konsulent.

Hvad er din opgave som frivillig?
Jeg har gennem ca. et halvt år været støtte for en familie med hjemmeboende teenagebørn. Jeg har bidraget med løbende samtaler med forældrene omkring de problematikker og udfordringer, familien oplever.

Jeg har besøgt familien ca. 1 time hver 14. dag. Vi har mødtes hjemme hos familien, men ofte har vi brugt tiden på en fælles gåtur. Jeg synes, det har fungeret godt for os, idet samtalen på den måde løber let og uformelt. Mit største bidrag har været at lægge øre til, så der kan læsses af, og jeg oplever, at vi i løbet af samtalerne i fællesskab kan komme i tanke om konkrete forslag, som familien kan afprøve hjemme. Det ser ud til, at familien har haft glæde af de forslag, vi er kommet frem til.

 

Det kan forhåbentlig være positivt for andre, men er i høj grad også givende for mig selv, at jeg kan være med til at gøre en forskel.

 

Hvorfor er du frivillig i Folkekirkens Familiestøtte?
Jeg har tilbudt mig som frivillig hos Folkekirkens Familiestøtte. Da jeg synes, at jeg som pensionist har overskud til at bidrage med noget, som andre kan have glæde af. Det kan forhåbentlig være positivt for andre, men er i høj grad også givende for mig selv, at jeg kan være med til at gøre en forskel. Jeg kan udnytte mine erfaringer fra mit tidligere arbejdsliv og min efterhånden lange livserfaring med min egen store familie med 3 børn og 7 børnebørn i alle aldre.

Hvad får du ud af at være frivillig hos Folkekirkens Familiestøtte?
Det har været en meget positiv oplevelse for mig at være frivillig i Folkekirkens Familiestøtte. Det er meningsfuldt at gøre noget for andre. Jeg har oplevet, at der gøres et grundigt og kvalitativt forarbejde fra koordinatorens side således, at man sikrer, at det er familier, der passer til tilbuddet, og at der er fokus på, at det er det rigtige match mellem familie og frivillig. Der er løbende opfølgning og støtte fra koordinatorens side. Det giver sikkerhed og tryghed til at løse opgaven.

Menu