Barselscafé for forældre med børn på 0-2 år
Vil du også gerne mødes med andre på barsel?
Barselscaféen er for dig, der er forælder til et barn i alderen 0-2 år, og som har lyst til at mødes med andre på barsel og dele din oplevelse af hverdagen. Hver gang vi mødes, har vi i fællesskab en samtale om et tema, der er relevant for dig som småbørnsforælder.
Vi tilbyder Barselscaféen for at du, som er på barsel eller passer hjemme, kan vende hverdagen med andre i samme situation. Sammen får I mulighed for at reflektere over og tale om forældrerollen med alt, hvad den indebærer af håb og drømme, op- og nedture, ansvar og forventninger.
En gruppeleder rammesætter trygge samtaler med udgangspunkt i særligt udvalgte tematikker, som alle relaterer sig til det at være småbørnsfamilie og -forældre.
I Barselscaféen bliver du ikke præsenteret for en facitliste til det gode forældreskab eller familieliv, men vi skaber mulighed for både refleksion og inspiration og et netværk med andre forældre fra nærområdet.
Programmet i Barselscaféen varer halvanden time og giver plads til både amning, bleskift og evt. putning undervejs.
Program:
- Sang og sanselege med børnene
- Samtale og refleksion, hvor der tages et tema op, der er relevant for forældre med små børn
- Kaffe med fri snak om hverdagen og løst og fast
Temaer:
- At bliver forældre
- Familie i en digital verden
- Hverdagens små pusterum
- Familiens værdier
- Voksentid
- Familiekabalen
- Opdragelse
- Kærlighedens 5 sprog
- Leg med dit barn