Månedens Forældreven – september 2021

Hvem er de frivillige hos Folkekirkens Familiestøtte, og hvorfor har de valgt at være frivillig her? Det kan du blive klogere på her, hvor vi præsenterer Månedens Forældreven. Som frivillig forældreven arbejder man ud fra en konkret målsætning, som vi har sat sammen med familien, og vi sparrer løbende med både familie og den frivillige.
Denne måneds forældreven er Mia Rosted.

Hvilken baggrund har du?
Jeg er oprindeligt social- og sundhedsassistent. Jeg læste så til lærer, og har i 16 år arbejdet som lærer og underviser. Sidste år tog jeg en lederuddannelse, som på mange måder også er en supervisoruddannelse.

Hvorfor er du frivillig hos Folkekirkens Familiestøtte?
Jeg så jeres opslag på et tidspunkt, hvor jeg savnede at gøre noget for børn i mit arbejdsliv (da jeg pt. arbejder som konsulent), og det frivillige arbejde i Folkekirkens Familiestøtte giver rigtig meget mening og værdi for mig.

Hvorfor giver det mening for dig at være forældreven?
At jeg kan bruge noget af det, jeg er god til med mennesker. Det, at jeg kan bruge mine kompetencer og hjælpe nogen, som kan bruge det til noget. Det giver enormt meget mening for mig. Både mine faglige, men især også mine mere personlige kompetencer; at jeg selv er mor og har haft rigtig meget med børn og opdragelse at gøre. At jeg kender til de udfordringer, som kan opstå med børn og unge mennesker.

“Men når man i fællesskab med forælderen lykkedes med at betragte en problematik lidt udefra, er det ofte værdifuldt. Vi har nogle gode snakke.”

Hvad laver du som forældreven?
Jeg prøver i vores snakke på at hjælpe problemerne op på et abstraktionsniveau/et sted, hvor man kan dreje dem rundt og kigge på dem – uden egentlig at gøre så meget andet. Men når man i fællesskab med forælderen lykkedes med at betragte en problematik lidt udefra, er det ofte værdifuldt. Vi har nogle gode snakke.

Vi er aktive sammen og går også ture sammen, hvor jeg tager min hund med. Det er en rigtig god måde at få snakket på – på sådan en skovtur kommer alt muligt væltende ud, som måske ikke ellers var kommet frem hjemme i stuen.

Når jeg tager hjem, tænker jeg ofte, at jeg ikke rigtig har hjulpet med noget som helst, for vi har jo bare snakket lidt, men jeg kan godt se værdien i at forælderen alene ved mødet, bliver holdt op på det fokus, der er sat gennem målsætningen ved at have muligheden for at snakke med nogen, om det der fylder i forælderens liv. Når jeg går hjem er jeg mindst lige så glad, som hende jeg er ven for og det er en rar følelse.