fbpx

Gode rammer skaber ro ved middagsbordet

Gode rammer skaber ro ved middagsbordet

De fleste af os ønsker os et hyggeligt aftensmåltid med familien i hverdagen. Det er her, vi har mulighed for at se hinanden i øjnene efter en lang dag. Det er her fællesskabet og samtalen kan få gode forhold, hvis vi forældre sætter rammerne for det

En del familier oplever, at aftensmåltidet ender i kaos og diskussioner, fordi alle er trætte efter en travl dag. Ved at skabe nogle gode rutiner om måltidet, kan vi minimere nogle af de ting, der går galt. Med faste rammer, der ikke er til diskussion, er der færre ting for børnene at forholde sig til, og det skaber tryghed og gør måltidet mere roligt.

Herunder kan du finde inspiration til rammer, der kan være med til at skabe et roligt og hyggeligt måltid.

Faste pladser
Når I har faste pladser, undgår I konflikter om, hvem der skal sidde ved hvem. For mange børn vil det også øge roen, at de har den samme udsigt hver gang.

Sluk for tv og telefoner
Når I slukker fjernsyn og lægger mobiler og tablets væk, skaber det en større ro og giver mere nærvær ved middagsbordet. Det er også rart for børnene at vide, at I ikke bliver afbrudt, og opleve, at deres forældre er tilstede i nuet.

Tal sammen. Uden at det bliver et forhør af, hvad børnene har lavet i løbet af dagen
Aftensmåltidet er en god mulighed for at snakke sammen om dagen, der er gået. Giv plads til at alle kan byde ind og fortæl også selv om din egen dag. Nogle børn elsker at fortælle, mens andre kan føle det som et forhør, hvis du stiller for mange spørgsmål. Så vær opmærksom på at lytte og anerkend følelser og meninger. Når alle føler sig hørt og forstået, bliver stemningen god.

Bestem hvor lang tid, man skal sidde ved bordet
Det er mange forskellige holdninger til, hvor lang tid børnene skal blive siddende ved bordet. Find ud af, hvad der skal gælde hos jer, så det ikke er til diskussion hver gang. Vær opmærksom på at det kan give unødvendige konflikter, hvis du sætter forventningerne for højt.

Hvem dækker bord og rydder op
Lav faste aftaler om, hvem der dækker bord hvornår, og hvor meget børnene skal hjælpe med oprydningen bagefter. Når børnene på forhånd ved, hvad forventningen er, slipper I for den diskussion.

Og husk så også, at selv om du prøver at skabe gode og tydelige rammer for jeres måltider, så vil det være naturligt, hvis der fortsat kommer dage, hvor de gode intentioner ikke lykkes. Sådan er det også at være familie.

Vil du have sparring til hvordan I skaber et hyggeligt måltid hjemme hos jer, er du velkommen til at tage kontakt til din lokale koordinator. 

Læs også om hvordan Helle og Rene har fået indarbejdet nogle gode vaner omkring aftensmåltidet

Læs mere om emnet:
Artikel fra Center for digital pædagogik: https://cfdp.dk/jeg-savner-min-far-selvom-han-sidder-lige-der/
Bøger:
”Mad, Mennesker og måltider – samfundsvidenskabelige perspektiver”, Lotte Holm og Søren Tange Kristensen (red.)
”Den nødvendige opdragelse”, John Halse
”Må vi så få ro – Ideer til mindre støj og flere åndehuller i børns liv”, Lola Jensen

Menu