Ferie er noget vi ser frem til. Og som den eneste pause i hverdagen frem mod jul, er efterårsferien måske særlig ventet. Men hvad skal I lave? Og er familien enige om, hvad en god ferie er? Læs her vores 4 råd til, hvordan I får en god efterårsferie
Sæt forventnings- og ambitionsniveauet ned. Hverdagen er travl og struktureret. De fleste børn (og forældre) har behov for, at I sætter tempoet ned og ikke har planlagt aktiviteter hele ugen. Det kan dog være svært for mange børn, at ikke al tiden er udfyldt, og de giver måske udtryk for, at de keder sig. Men når I står i den situation, så husk at det ikke er farligt at kede sig. Tværtimod kan kedsomhed skabe et rum, hvor børnene får gang i fantasien og finder på nye lege.
Accepter at det tager nogle dage at komme ned i gear. De første dage af en ferie kan ofte være lidt svære for alle, fordi I lige skal finde jer til rette i at være sammen på en måde, som er anderledes end til hverdag. I bliver nemmere frustrerede, og søskende skændes måske mere, end de plejer. Men med så meget andet, handler det om tilvænning, og efter et par dage har de fleste børn vænnet sig til, at tingene går lidt langsommere og nyder, at de har adgang til deres forældre på en anden måde end i hverdagen.
Gå med på børnenes initiativer og tag jer god tid. Dine børn elsker at være sammen med dig. Sæt dig ned på gulvet og leg med Lego uden at se på uret, engager dig i et byggeri i Minecraft eller tag jer sammen tid til at undersøge, hvad der gemmer sig under bladene på gåturen. Når hverdagen er travl, er det netop i ferien, at du har mulighed for at komme tættere på dine børn og se på verden med deres øjne.
Inddrag børnene i planlægning af ferien. Når alle er med til at bestemme, er det også alles ansvar, at ferien bliver god. Der skal både være plads til at lave det, børnene har lyst til, og det I synes skal være en del af ferien. Inddrag også børnene i feriens daglige pligter og gør det sjovere ved for eksempel at lade dem bestemme, hvad I skal have til aftensmad og stå for så meget af både tilberedning og opvask, som de kan. Det giver stolthed at kunne klare ting selv, og i ferien er der tid til at øve sig.