”Hvad gør jeg, når min datter synes, jeg er dum?”

Da Henriettes datter blev teenager, blev det svært i skolen, og det gik også ud over kommunikationen derhjemme. Men efter få måneder med en forældreven, er der allerede sket meget

– Hvem taler du egentlig med?

Spørgsmålet kommer efter et møde på skolen. Henriettes datter går på det tidspunkt i 8. klasse, og det er rigtig svært det med at gå i skole, så nu er de kaldt til møde på skolen.

Efter mødet spørger SSP-læreren, om hun lige må snakke med Henriette under fire øjne. Og det er her, hun stiller spørgsmålet, der får Henriette til at stoppe op. For hun taler ikke med nogen. Hun er en fighter, der er vant til at stå med det hele selv. Både opdragelsen af sin datter, som hun har stået alene med. Og at kæmpe sig tilbage efter en trafikulykke.

Det er ikke fordi, Henriette ikke har folk omkring sig, der er der for hende. Og hun har en kæreste med to yngre børn, som hun netop er flyttet sammen med. Men når det handler om hendes datter, er Henriette alene. Og det er svært for dem begge.

– Vores kommunikation kan være svær. Hun vil egentlig gerne, men det er svært, og hun føler sig angrebet af voksne fra alle sider. Så hun er ved at give op, og jeg vil gerne vise hende, at det ikke er for sent, men jeg ved ikke hvordan. Samtidig er hun teenager med alt, hvad det indebærer, så jeg ved ikke, hvordan vi kommer videre, siger Henriette.

Ingen betænkningstid
SSP-læreren fortæller om Folkekirkens Familiestøtte, og Henriette siger ja til et møde. De aftaler, at de kan låne et lokale på skolen, så det er et neutralt sted.

– Jeg har ingen forventninger, da jeg skal mødes med Anne fra Folkekirkens Familiestøtte. Jeg aner ikke, hvad jeg går ind til, siger Henriette, der dog er noget betænkelig ved navnet Folkekirkens Familiestøtte.

Jeg må indrømme, at da jeg så navnet, så tænkte jeg, at det kunne jeg ikke overskue. Hvis det var sådan noget superkristent noget, og vi skulle sidde og bede, griner hun.

Henriette er medlem af folkekirken og går i kirke juleaften. Ellers kommer hun ikke rigtig i kirken. Men alle fordomme forsvandt, da hun mødte Anne første gang.

– Det var helt nede på jorden. Der var en god stemning, og Anne er alle de ting, der gør, at man føler sig tryg, siger Henriette, der hurtigt blev bekræftet i, at hun ikke behøvede gå i kirke hver søndag for at få hjælp.

Men det vigtigste var at opdage, at deres snakke var fortrolige.

– Der er ikke noget, der kommer videre til skolen eller andre, med mindre jeg synes, det skal videre, siger Henriette.

Efter deres første møde får Henriette at vide, at nu kan hun gå hjem og tænke over, om det er noget for hende med en forældreven.

– Men jeg behøvede ikke betænkningstid. Man kan jo mærke, når nogen virkelig brænder for noget, siger hun, der også fik modet til at springe ud i det, fordi hun ikke følte sig bundet op på noget, hvis det skulle vise sig, at kemien ikke var der, eller det alligevel ikke var noget for hende.

En at vende tingene med
Henriette har nu haft en forældreven i nogle måneder, og der er allerede sket meget.

Det er egentlig ret vildt, hvor meget der er ændret på få måneder. Min datter har ændret sig. Og jeg har fået en anden ro. Nu tænker jeg: Jeg har aldrig haft en teenager før, men det skal nok gå.

For Henriette er det afgørende, at hun selv har valgt at tage imod hjælp, og at ingen dømmer hende, og forventer en masse af hende.

– Der er ikke noget farligt i det, griner hun, før hun uddyber mere alvorligt:

– Jeg har ikke behov for en, der siger, hvad jeg skal gøre. Men bare det at få talt med en, gør en forskel. Der er ikke noget, vi ikke kan tale om. Der er ingen dumme spørgsmål, og der er ingen færdige svar. Men der er en masse spørgsmål og bud, der giver mig noget at arbejde med. Det giver en ro for mig, at jeg kan læsse af og ytre nogle ting, og når mødet så er slut, så skal jeg ikke have ondt i maven over, hvad jeg har sagt.

Henriette mødes med sin forældreven ca. en gang om måneden, og det er Henriette, der bestemmer, hvad de skal snakke om. Hver gang vender de, hvordan det er gået siden sidst, og om der er noget nyt, de skal snakke om, og det giver mulighed for at få støtte til det, hun bøvler med netop nu.

– Jeg sidder og snakker med en person, der lytter og giver sparring. Det er ikke en veninde, der kender mit netværk og kan komme til at sige ting til andre. Og det er ikke en psykolog, der prøver at vride min hjerne. Det er helt nede på jorden. Jeg styrer, hvad vi skal snakke om, og hvad jeg har brug for. Det er ikke en eksamen, hvor jeg skal forsvare, hvorfor jeg har gjort sådan og sådan. Eller om jeg har levet op til noget. Det er ikke en psykolog, der spørger om ting, man ikke har lyst til at snakke om. Og det er ikke dømmende. Når jeg kaster en bold op i luften, så bliver den grebet på en fin måde. Og når jeg ikke har flere bolde, jeg har brug for at kaste op i luften, så runder vi helt naturligt af. Og så er der ikke samme tidspres, som hvis man sad med en psykolog og kiggede på uret og tænkte: Nu er der to minutter tilbage, og jeg skal også lige nå at sige det og det, forklarer Henriette, og tilføjer:

– Jeg har ikke brug for, at alle mulige mennesker skal vide, hvad vi slås med herhjemme. Med en forældreven får jeg støtte og hjælp og ro, men jeg ved også, at der ikke er nogen, der sidder over aftensmaden og snakker om, at det er synd for os, for det har jeg ikke brug for.

Simple værktøjer
De første måneder har handlet meget om, hvordan Henriette og hendes datter snakker om skolen. Og her har det været et godt værktøj at fokusere på processen.

– Jeg er blevet mindet om, at det ikke er en selvfølge, at min datter ved, jeg elsker hende, og synes hun er sej, siger Henriette, der er blevet mere bevidst om at rose på en god måde.

De har også snakket om, hvordan man kommer videre, hvis noget er træls, og om hvorfor det kan være så svært for mor og teenagedatter at tale sammen.

– Det kan godt være, at min datter siger noget, men hvis jeg ikke er aktiv lyttende, så hører jeg ikke, hvad hun siger. Og så får vi en konflikt. Vi er ikke i mål endnu, for jeg hører ikke altid, hvad hun siger. Men den er vi i gang med, siger Henriette, og tilføjer:

Jeg øver mig også i at træde et skridt tilbage, så jeg ikke automatisk forventer en teenager, der gør noget, hun ikke må.

Den næste opgave Henriette får brug for at tale om er, at de nu er gået fra at være to personer til at være fem, fordi de er flyttet sammen med hendes kæreste og hans to børn.

– Det er jo vigtigt, at min datter er glad for at være herhjemme, siger Henriette, der er glad for at få nogle simple værktøjer, hun kan bruge i mange forskellige situationer.

At fokusere på processen har allerede givet nogle gode resultater. F.eks. når Henriettes datter kommer hjem fra skole og har lavet gruppearbejde, og er træt af, at det kun er hende, der har lavet noget.

– Tidligere sagde jeg, at det var træls og synd. Men nu kan jeg vende det til noget positivt, at hun har lært noget, og hun kan vise mig, hvad hun har lært, og jeg kan fortælle hende, at lærerne godt kan se, hvem der har lavet noget i en gruppe, fortæller Henriette.

– De første gange, jeg talte om processen, kiggede min datter lidt. Hun kan jo godt regne ud, hvor det kommer fra, griner hun.

Men det smitter af. Som når hendes datter kommer hjem fra skole og fortæller, at hun har fået ros, fordi hun var den eneste, der havde lavet lektier i tysk – i stedet for at være træt af, at de andre ikke havde lavet noget.

– Hun er selv ved at vende det. Hun er ikke bevidst om det, men det kommer lige så stille. Hun tænker ikke over, hvor det kommer fra, men det giver mening. Og hvis hun er glad, så er jeg også glad, siger Henriette, der fortæller, at skolen også allerede kan mærke en stor forskel.

Alle familier slås med noget
Henriette har en fornemmelse af, at hendes datter er okay med, at Henriette snakker med sin forældreven. Henriette fortæller, når de skal mødes, men ellers snakker de ikke meget om det.

Det handler om mig, så jeg kan være en bedre mor for min datter

– Og så er det jo heller ikke for hende, men for mig. Det handler om mig, så jeg kan være en bedre mor for min datter, siger Henriette, og tilføjer:

– Jeg bruger de små ting fra møderne på hende. Det er jo det, det handler om. Det hjælper i hverdagen, og det er jo det, der er pointen.

Henriette ved ikke, hvor længe hun gerne vil have en forældreven. De har ikke aftalt en bestemt periode, men at de bliver ved, så længe det giver mening. Og med en teenager i huset, er der altid noget nyt at forholde sig til som forælder. Så det er godt at have en, der kan give sparring, se tingene fra en anden side, og som gerne giver ud af sine egne erfaringer.

– Folkekirkens Familiestøtte har jo ikke lovet, at noget bliver fikset. Men vi har lavet en aftale om sammen at nå hen til nogle mål, siger Henriette.

I starten var det lidt svært at fortælle om alt det, der sker i ens liv bag facaden.

– Det er lidt specielt, for jeg har aldrig prøvet sådan noget her før. Men jeg tror, alle familier har noget. De fleste af os er bare gode til at gemme det. Nu er jeg helt afslappet omkring det, og jeg kan kun anbefale det her. Jeg ville ønske, at flere havde hørt om det. Og så er det jo helt imponerende, at det er gratis, siger hun.

Henriette er anonym at hensyn til sin familie. Derfor er navnet i artiklen ikke hendes virkelige navn, og billedet er et modelfoto.

Læs mere om. hvad det vil sige at få hjælp af en forældreven

Find kontaktoplysninger på din lokale koordinator