fbpx

Hvad er vores frivillige bygget af?

Vi kan ikke sige det nok – Folkekirkens Familiestøtte er intet uden vores frivillige. Lige netop derfor var det også helt naturligt, at vi på en medarbejderdag i juni arbejdede med temaet; ledelse af- og rekruttering af frivillige. I den forbindelse blev der talt om – Hvad er lige netop det, der kendetegner vores nuværende og fremtidige frivillige? Hvad er de bygget af? 

Vi har været så heldige at få doneret en stor mængde Lego til både frivillig, familier og organisationen fra en af vores samarbejdspartnere, og vi trak derfor i arbejdstøjet, for at bygge lige netop vores frivillige. For hvordan ser sådan en frivillig egentlig ud, når det eneste man har er en bunke klodser? 

Fantasien blev sluppet løs

Hår af buske, guldkasketter, tandhjul, store og små klodser – og en masse fantasi – og rosende ord ikke at forglemme. Det blev nemlig meget klart, da vores koordinatorer skulle beskrive deres Lego-frivillige; Vi er stolte, taknemmelige og glade for alle de frivillige, der er en del af Folkekirkens Familiestøtte.  

Den grønne busk og blomsterne var populærere klodser – for vore koordinatorer symboliserede det nemlig dét vigtige arbejde, de frivillige har i familierne. Et arbejde der blandt andet handler om, at få familierne til at blomstre og få nye ideer til at gro. Mange af vores koordinatorer havde også valgt at medtage en stor rød klods – placeret i midten af deres byg – for vores frivillige har nemlig hjertet på rette sted, og med – når de hver eller hver anden uge besøger familierne.  

LEGO Masters i fremtiden?

Vi stiller nok ikke op til Lego-Masters i nærmeste fremtid, selvom vi faktisk er lidt stolte over, de kreationer vi fik produceret. Vigtigst var dog at få mindet hinanden om de fantastiske frivillige, der hver uge gør en forskel i forskellige familier rundt om i landet. Et vigtigt og betydningsfuldt arbejde, der hjælper familierne så utrolig meget.  

Er det dig vi skal bygge næste gang? Eller er du bare blevet mere nysgerrig på Folkekirkens Familiestøtte, så kontakt din lokale koordinator, som du finder her. Du er også meget velkommen til at tage fat i os, hvis du er forælder og har brug for sparring. 

 

Menu