fbpx

Julemærkehjem: Der er ofte brug for støtte til hele familien og ikke kun barnet

Efter julemærkehjem: Forstander af Julemærkehjemmet i Hobro Lise Classon fortæller her, hvordan Julemærkehjemmet samarbejder med Folkekirkens Familiestøtte om støtte til familier, når et barn afslutter et ophold på Julemærkehjemmet

Hvordan bruger I Folkekirkens Familiestøtte?

Vi har en opfølgningskoordinator her på stedet. Hun samarbejder med mange forskellige organisationer, der kan være vores familier behjælpelige, når de tager herfra. Hun rådgiver og vejleder individuelt familierne om hvilke muligheder, de har, når de kommer hjem. Og der er I ét af de gode tiltag, vi kan anbefale.

Det er forholdsvis nyt at vi samarbejder med jer. Men det er super godt, for vi har jo hovedsageligt fokus på børnene, når de kommer herfra. Men vi ser rigtig ofte, at familierne også kan bruge noget støtte. Så vi er rigtig glade for, at der er nogen, der også tager hånd om dem.

Derudover har vi også haft Folkekirkens Familiestøtte ude at holde et oplæg til vores netværksdag. Netværksdagen er en årlig dag, hvor vores forskellige samarbejdspartnere, kommuner og frivillige foreninger, kommer her og hører om vores arbejde og inspirerer hinanden. Her holdt I et oplæg om, hvad I kan tilbyde som organisation til børn og familier, efter de har været på Julemærkehjem, så de også var bekendt med det.

Læs om vores tilbud til forældre

Hvilke problemstillinger oplever I, at vi kan hjælpe med?

Forældrene har en opgave med at få hverdagen til at hænge sammen, når barnet kommer hjem herfra, og det kan være rigtig svært.

Derfor har nogle brug for støtte til at få overskud i hverdagen til at støtte op om deres barn, der har nogle udfordringer. Det kan dels være for at komme afsted til nogle aktiviteter, men det kan også handle om, hvordan man får lavet en struktureret madplan og gode aftaler om at lave mad sammen eller få lagt fælles aktiviteter ind som familie. Det kan nogle gange være en stor mundfuld. Især for familier der måske i forvejen er ramt af forskellige ting eller har været igennem en skilsmisse. Der er også nogle, som synes, at det kan være svært at tackle deres børn, som måske er i krise. Der kan det være rart at have en at sparre med.

Det kan være svært at være forældre i dag. Der er mange, der er usikre, og specielt hvis de har et barn, der mistrives. Så kan man blive rigtig ramt som familie, og så er det dejligt at have en, der kan støtte.

Læs hvordan en trivselsperson fra en kommune oplever samarbejdet

Hvordan oplever I samarbejdet

Opfølgningskoordinatoren har et tæt og godt samarbejde med Folkekirkens Familiestøttes lokale koordinatorer. Vi er rigtig glade for, at Folkekirkens Familiestøtte er en organisation, der er helhedsorienteret og støtter hele familien efter julemærkehjemmet og ikke kun barnet. Det er der virkelig brug for.

Læs mere om hvordan du som fagperson, kan bruge Folkekirkens Familiestøtte

Menu