fbpx

Få et godt parforhold med 6 timers indsats om ugen

Brug 6 timer om ugen på 6 forskellige indsatser og få et godt parforhold. Det er budskabet fra den amerikanske parforholdsforsker John Gottmann, der har identificeret 6 ting, som par, der har det godt i deres parforhold, gør på ugentlig basis

Et godt parforhold kommer ikke af sig selv. Når man mødes og forelsker sig, blegner alle udfordringer, og man har hele tiden lyst til at kysse, kramme og fortælle sin partner, hvor fantastisk han eller hun er. Men en dag sætter hverdagen ind. Der skal afleveres børn, arbejdet skal passes, der skal ryddes op, opdrages og meget mere. Og parforholdet bliver i hverdagen meget let mere et arbejdsfællesskab end et kærlighedsforhold.

Derfor er det vigtigt at være opmærksom på at pleje parforholdet i hverdagen. Og ifølge parforholdsforsker John Gottmann er der tre tiltag, som i alt tager 6 timer hver uge, som de par, der har det godt sammen, tager. Måske gør I allerede nogle af tingene og opfatter det som helt naturligt, eller måske synes I, at 6 timer lyder af meget. Men alle kan finde 5 minutter om dagen til kys og kram og til at spørge sin partner om hans eller hendes dag.

Læs om de 6 områder her og find ud af ,om I skal have ændret nogle vaner hjemme hos jer.

  • Værdsættelse

Brug 5 minutter hver dag på at kommunikere kærlige følelser og værdsættelse. Vi har alle sammen brug for at føle os værdsat, og som bonus så bliver vi ikke så let irriterede på hinanden, når vi husker på, hvad vi sætter pris på hos hinanden.

  • Nærhed

Brug 5 minutter hver dag på at kramme og kysse hinanden. Intimiteten og nærværet er lige præcis det, der adskiller arbejdsfællesskabet og parforholdet, og så frigiver nærheden hormoner, der minder os om, hvorfor vi blev forelskede i hinanden.

  • Gensyn/afsked

Brug 20 minutter i hverdagene på at kysse/kramme hinanden goddag og farvel og tal lidt sammen, når I mødes igen efter dagens gøremål. Det er så let at gå direkte videre med de næste gøremål i en travl hverdag, men når vi lige stopper op og mærker hinanden ved overgangene, viser vi også hinanden, at vi er vigtige for hinanden.

  • Kendskab

Brug 2 minutter hver dag på at spørge din partner, hvad der har været vigtigt ved hans/hendes dag. Vi er nødt til at dele vores oplevelser og liv med hinanden for at føle nærværet og forstå og støtte hinanden.

  • Ugemøde

Brug 1 time på at holde et møde i fred og ro, hvor I kan evaluere på, hvordan I har haft det sammen i den seneste uge. Skal I være bedre til at huske nærheden, har I ikke fået delt vigtige ting med den anden i ugens løb, eller skal I bare rose hinanden for at huske krammene? Det kan være svært at nå at få snakket ordentlig sammen i den travle hverdag, og derfor er det godt at sætte tid af til det.

  • Date Night

Brug ca. 2 timer om ugen på at lave noget sammen eller opleve noget nyt sammen. Når vi laver noget sammen eller oplever noget nyt sammen, forstærker det båndet imellem os. Derfor er det vigtigt, at I prioriterer tid sammen. Nogle gange kan I måske slippe ud af huset sammen til aktiviteter, mens det andre gange måske blot kan være et spil backgammon eller en fælles oprydning i køkkenskabene, efter børnene er puttet.

Menu