Få et pusterum i hverdagen
For familier med flerlinger i alderen 0-6 år
Har I tvillinger (eller trillinger) og svært ved at finde overskud i de mange opgaver, der følger med?
Ofte er forældre til flerlinger hårdt presset i forhold til børnepasning, rengøring, tøjvask og andre praktiske opgaver, som kan være både uoverskuelige og frustrerende. Hvis I oplever det, er det måske noget for jer, at få en tvillingeven, som kan støtte jer i at finde mere overskud i hverdagen.
Det burde vi da selv kunne klare, tænker I måske. Men alle familier kan køre fast og have brug for at se tingene med andre øjne. Vi støtter både par og enlige, fædre og mødre.
En tvillingeven er en frivillig forældreven, som vi har udvalgt til at passe godt med netop jeres familie, og som lever op til kravene for at være frivillig hos os.
Vores frivillige kommer ikke som fagpersoner, men som medmennesker, der gerne vil hjælpe jer til at få mere overskud i familien ved at sparre med jer og støtte jer både praktisk og med en god snak.