fbpx

Friluftsliv

Styrk jeres familie med udendørs aktiviteter

Har du en drøm om, at du og din familie skal lidt mere udenfor? Måske fylder skærmene lidt for meget i hverdagen, eller måske vil du bare gerne, at I får nogle flere gode oplevelser sammen, som kan styrke jeres sammenhold i familien.

Det er nemt at føle, at du mangler overskuddet til at sætte gang i friluftsaktiviteter, for gider børnene overhovedet, og er det ikke bare vildt besværligt og krævende?

Det behøver det heldigvis ikke at være. Med en forældreven, der hjælper jer med at sætte fokus på udendørsaktiviteter, som I har lyst til, bliver I introduceret til, hvad I kan lave udenfor, hvordan og hvor henne. Det kan både være aktiviteter i haven, i en nærliggende park, på fortovet eller længere ude i naturen alt efter jeres ønsker og muligheder.

Den frivillige forældreven, der besøger jer, er én som vi har udvalgt til at passe godt med netop jeres familie, og som lever op til kravene for at være frivillig hos os.

Vores frivillige kommer ikke som fagpersoner, men som medmennesker, der gerne vil hjælpe jer til at få mere overskud i familien ved at sparre med jer og støtte jer i at få oplevelser sammen udenfor.

Det kan vi hjælpe med

Med et Friluftsliv-forløb får I:

  • Inspiration til at få friluftsaktiviteter ind i familielivet
  • Nye oplevelser sammen, som styrker jeres sammenhold i familien
  • Nye redskaber og ideer til udendørs aktiviteter, som ikke kræver en masse forberedelse
  • En støttende forældreven, som er med jer på rejsen mod flere fælles oplevelser

Jeres forældreven er ikke en barnepige, som tager jeres børn med på tur, men en person, som sammen med jer skaber nye oplevelser udenfor, der styrker jeres familie og giver jer overskud til selv at komme mere ud.

I mødes med forældrevennen hjemme hos jer hver eller hver anden uge, hvor I i fællesskab laver en udeaktivitet. Aktiviteten kan varigere i både form og indhold. F eks. kan I nogle gange lave en udflugt og andre gange bruge jeres have eller en lokal park til en aktivitet.

Har du brug for støtte til andre udfordringer, har du mulighed for at få støtte af en forældreven til andre ting.  Læs mere her .

Når du har taget kontakt

Sammen med koordinatoren aftaler I, hvad I ønsker fokus på i forhold til friluftsaktiviteter. Du ved måske ikke fra starten, hvad det er præcis, I har behov for, men det hjælper koordinatoren jer med at få sat ord på, inden I møder den frivillige.

Koordinatoren finder en frivillig, som hun tror, vil passe godt til jer. Alle vores frivillige er klædt godt på til opgaven.

Den frivillige besøger jer cirka 1 gang om ugen eller hver 14. dag alt efter jeres behov.

Koordinatoren følger med på sidelinjen. Et forløb kan højst vare 6 måneder og målet er, at udelivet er blevet mere overskueligt for jer, når forløbet afsluttes.

Find kontaktoplysninger på den lokale koordinator her.

De har fået hjælp i familien

“Det er mig, der har valgt at være med og få den her hjælp. Ingen dømmer mig, og ingen forventer en masse af mig. Der er ikke noget farligt i det.”

Mor om at sparre med en forældreven

Menu