PREP – noget for jer?
PREP står for Praktiske Redskaber i et Engageret Parforhold. Det er et kursus, hvor I som par arbejder med en række temaer, der ifølge forskningen har betydning for trivslen i parforholdet. Temaerne har til formål at styrke nærheden mellem jer, og effekten af dette er veldokumenteret. Hele 70% af par, som har gennemført PREP, oplever fald i konfliktniveau, ligesom 63% fortæller om positiv effekt på børnenes trivsel (Center for Familieudvikling 2015).
Med et PREP-kursus får I både viden og redskaber til at styrke og bevare jeres parforhold med udgangspunkt i temaerne. Der vil være oplæg fra certificerede undervisere, ligesom der vil være tænkepauser, parsamtaler og øvelser, som kan hjælpe jer med at omsætte jeres nye viden til praksis.
PREP er ikke parterapi, men et standardiseret, pædagogisk kursus. Det er en særlig måde at tage vare på parforholdet, hvor der er tid og rum til at tale sammen, og hvor I vil opleve at få et fælles sprog og nye perspektiver på jeres parforhold. Ingen forventes at dele personlige forhold med andre kursusdeltagere.
Hvem kan deltage?
Kurset er en oplagt mulighed for jer, som ønsker at sætte fokus på parforholdet, før I har store problemer. Det er dog også for jer, som har udfordringer, der opleves svære at løse. Det vigtigste er, at I er motiverede for at blive sammen, og at I har lyst til at arbejde med jeres forhold.
Tilbuddet er for alle par med hjemmeboende børn i alderen 0-17 år, som bor i de områder, vi dækker.