Tvillinger og putteritualer – en forælder fortæller

Når man venter tvillinger er en af de helt oplagte bekymringer, hvordan det nu skal gå med at få to børn til at sove på samme tid. Læs her Rikkes fortælling om, hvordan familien løste en sovekrise, da hendes tvillinger var små. En løsning som holdt ved i mange år.

Da jeg for snart 12 år siden ventede mine tvillingepiger, var én af mange bekymringer, om vi nogensinde ville få noget søvn? Kunne vi overhovedet få dem til at sove? Og så på samme tid? Vi fik en masse gode råd (vi ikke havde bedt om!), om hvordan de fik deres børn til at sove. For nogen virkede det at vugge dem, køre en tur i bilen eller ligge sig ved dem og så aldrig selv stå op igen. Og alle tre muligheder, var muligheder jeg ikke selv havde lyst til at praktisere – nuvel, så har jeg da også faldet i søvn en gang eller to hos dem, men langt fra hver aften.

7 uger før tid og et ophold på neonatalen
Jeg føder pigerne en augustdag kl. 12.05 og 12.25 – syv uger før tid. Det var to store damer, selvom de var lidt for tidligt på den. Det gjorde også, at vi boede 3,5 uge på neonatalafdelingen. Her var der meget roligt. Man måtte bl.a. ikke larme eller tage billeder med blitz. Alt sammen for at skåne de for tidligt fødte. Men opholdet gjorde for mig, at jeg ikke kunne komme i gang med de rutiner, som jeg havde sat i mit hoved, jeg ville have med dem. Jeg var ikke i de trygge hjemlige omgivelser og der var altid mennesker omkring mig. Derudover var de fuld af ledninger og fik mad gennem sonde i de to første uger, så jeg kunne heller ikke sidde med dem begge på én gang og var altid afhængig af en sygeplejerske, SOSU eller min mand. Men jeg var glad for “opholdet”, for det er en stor omvæltning at blive forælder og så lige pludselig til to.

Hjemme i tryghed
Da vi kommer hjem efter de 3,5 uge, skal jeg rigtig i gang med alle mine forestillinger inde i hovedet. Hovedpersonerne var desværre ikke helt med på opsætningen og kørte deres eget show. Den ene snorksov, den anden havde hver nat kl. 2.00 et skrigeshow på 20 minutter, hvor hun var stiv som et bræt. Men generelt sov de en mega lang middagslur – altså, vi snakker så lang, at jeg flere gange var ude med et spejl for lige at tjekke, om de trak vejret. Men om natten var noget andet. Heldigvis har jeg et godt sovehjerte og mine batterier blev taget ud om aftenen og sat i igen om morgenen, så jeg var frisk. Min mand derimod – han var træt.

Ovenstående står på i de første 3 måneder – der var en masse uro. Når man endelig troede, at nu var den der – nu sov de – så var den der ikke. Vi har altid haft musik kørende og støvsuget, selvom de sov, og de vågnede ikke, når de først sov. Men vejen derhen var frustrerende. Da vi en dag havde besøg af sundhedsplejersken, syntes hun, de så lidt matte ud og var tynde. Jeg dobbeltammede dem, men de var måske kommet lidt for tidligt hjem fra sygehuset, og de fik slet ikke al den mad, de skulle og var begge underernæret. De var simpelthen ikke stærke nok til både at sutte og synke, så de blev hurtigt trætte. Så sammen med sundhedsplejersken lavede vi en plan for at starte med flaske – stadig sammen med min mælk og så et supplement. Og så blev det mine to små fois gras babyer. De blev helt tykke.

Men hvad med så at få dem til at sove?
Da jeg var barn, faldt jeg oftest i søvn, når jeg var i trygge rammer, og der var noget genkendelighed. Og allerbedst, når min mormor nussede mig. Jeg snakkede med min mand om, hvad er gjorde ham tryg, da han var barn og skulle sove om aftenen. Og det gjorde musik. Og det samme gjorde det for mig. Eller lydbog. Men nu var det jo babyer, så en lydbog var nok ikke allerede nu, det der skulle til. Der er efterfølgende kommet en masse apps (f.eks. Tjugga), som også henvender sig til babyer, men de fandtes ikke dengang.

Først startede vi med at synge “Elefantens vuggevise” for dem. Den blev godt nok sunget mange gange, og til sidst var det svært at være helt så entusiastisk som i starten. Derfor søgte vi på “Vuggeviser” på nettet, og Søs Fenger kom frem. Vi satte den på og kunne med det samme se, at de lyttede. Samtidig nussede vi dem på mave, ben, ryg, arme og til sidst ansigtet, hvor vi “tegnede” briller på dem. Og så faldt de i søvn. Vi kiggede på hinanden med store øjne og listede ud. Og de sov! Fra den dag og til præ-puberteten satte ind, har vi gjort det samme hver eneste aften, og fra de var 4 måneder, har de sovet igennem. Der er naturligvis også noget specielt ved at være tvilling og altid have en ved siden af sig, der gør en tryg.

Første gang de skulle passes med overnatning
Men denne her indsats har været alle timerne værd, for da de skulle passes første gang, sad jeg jo spændt ved telefonen og ventede på opkaldet “DE VIL IKKE SOVE”. Men med en udførlig plan over, hvordan det hele skulle foregå, så det SAMME skete, som når mor og far var der, så var det slet ikke noget problem at få dem til at sove. Jeg har efterfølgende lavet et “pasnings-kit”, som de fik med ud, når de skulle sove andre steder end hjemme i deres seng.

Kittet indeholdt:
• Søs Fenger “Vuggeviser” cd’en
• Deres CD-afspiller
• Sovebamsen
• Dyne og pude
• Natsutten
• Manual med tidspunkter for putning, antal ml. mælk i flasken etc.

Vi har aldrig skulle hente dem, når de er blevet passet ude, medmindre de var blevet syge. Så genkendeligheden og det trygge – inkl. hjemlige dufte fra dynen og puden – gjorde, at de var lette at putte, når de skulle sove hos deres bedsteforældre eller andre. At der blev skabt tryghed og trygge rammer ved putningen gjorde, at pigerne havde let ved at falde i søvn uden mor eller far skulle være der og få dem godt ind i søvnen.

Virker det så for alle?
Ikke nødvendigvis – det gjorde for os og måske det også vil gøre hos dig. Der sker heldigvis ikke noget ved at prøve. Og husk, der skal mere end et enkelt forsøg til, før man får et resultat af putteritualer, der virker for netop dit barn. Alle børn er forskellige – nogle vil have total stilhed, andre falder bedst i søvn ved larm. Prøv jer frem og pludselig har I jeres helt eget putteritual, der virker.

Har du brug for hjælp til at få dine børn til at sove, er du også meget velkommen til at kontakte din lokale koordinator og få sparring og gode råd.