fbpx

Støtte fra Egmont Fonden til videreudvikling af støtte til forældre med små børn

Folkekirkens Familiestøtte har fra Egmont Fonden modtaget tilsagn om støtte over de næste tre år. Bevillingen skal af Folkekirkens Familiestøtte anvendes til at forøge indsatsen med at støtte forældre i at skabe bedre trivsel i familien

En del af bevillingen skal gå til videreudvikling af tilbud til forældre med børn i alderen 0-6 år, hvor Folkekirkens Familiestøtte vil sætte fokus på forældrenes rolle i forhold til de små børn. De tidlige børneår er de mest afgørende for børns muligheder for at trives, lære og udvikle sig. Og særligt i de tidlige år er forældrene de mest afgørende for, hvordan børn udvikler sig.

Egmont Fonden støtter udviklingsinitiativer rettet mod børn og unge. Fonden er initiativtager til Småbørnsalliancen, som Folkekirkens Familiestøtte også er en del af. Egmont Fonden sætter i de kommende år særligt fokus på de aldersmæssigt mindre børn.

”Det er med meget stor glæde og taknemlighed, at bestyrelsen for Folkekirkens Familiestøtte har modtaget bevillingen fra Egmont Fonden. Vi glæder os særdeles meget til samarbejdet med Egmont Fonden! Med Egmont Fondens hjælp, kan vi gøre endnu mere trivselsrettet for familierne og ikke mindst for forældre med mindre børn.

Vi kan udbrede Folkekirkens Familiestøtte som et støttetilbud til flere forældre i landet og dermed kan endnu flere børn få en god start på livet. Det er så vigtigt, at Kirken som en del af civilsamfundet støtter forældrene, så flere børn får bedre muligheder for at udvikle sig og klare sig godt i fremtiden”, siger provst og bestyrelsesformand i Folkekirkens Familiestøtte, Carsten Bøgh Pedersen.

”I Egmont Fonden er vi glade for at støtte Folkekirkens Familiestøtte, som tilbyder en relevant og veldokumenteret indsats over for de mange familier, der har brug for ekstra støtte og sparring for at skabe et omsorgsfuldt og stimulerende miljø for deres børn. Samtidig er det perspektivrigt, at det på grund af Folkekirkens Familiestøttes unikke organisering og lokale forankring gør det muligt at skabe en bæredygtigt indsats, som når et stort antal familier over hele landet”, siger Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.

Egmont Fonden har bevilget i alt 2.320.000 kr. til Folkekirkens Familiestøtte.

Fakta:

Folkekirkens Familiestøtte støtter forældre i at skabe trivsel i familien gennem personlige sparringsforløb, kursusforløb og foredrag. Tilbuddene er forebyggende og henvender sig til forældre, som har et ønske om at ændre på familiens hverdag, før det bliver et stort problem.

Folkekirkens Familiestøttes første fire år har været en udviklingsperiode, og Folkekirkens Familiestøtte går fra 2020 over til at være et permanent tilbud til forældre i de provstier, der udgør Folkekirkens Familiestøtte.

Menu