fbpx

Hjælp dit barn til en god søvnrytme

Når ens barn ikke sover har det betydning for hele familiens overskud. Læs her hvorfor søvn er vigtigt og hvordan du kan skabe en god søvnrytme for dit barn.

“Nu skal du altså sove!”, “Læg dig ned og luk øjnene!”, “Shyyyy du kan ikke falde i søvn, mens du snakker”.

Kender du den samtale, der kører aften efter aften, men du forsøger at trække vejret dybt og bevare roen? Og har du svært ved at se dig ud af, hvordan det kan blive bedre? Du er bestemt ikke alene.

Mange familier bøvler med at få børnene til at sove om aftenen, og vi kommer meget let ind i en dårlig gænge, hvor hver aften bliver en kamp mellem barn og voksen og det er alt for sent, inden der er ro.

De fleste af os kan sikkert nikke genkendende til, at det påvirker vores humør og overskud, hvis vi sover for lidt eller for afbrudt – eller i værste tilfælde begge dele. Vores mentale helbred kommer under pres, og det kan vores fysiske helbred også gøre. Så søvn er vigtigt for alle, men i særdeleshed er det vigtigt for børn. Mens vi som voksne er færdige med at udvikle os fysisk, er børn jo i fuld udvikling. Og børn udskiller væksthormoner under søvnen, som har stor betydning for deres vækst. Det er også under søvn, at dagens oplevelser lagres. Desuden har søvn indvirkning på immunforsvaret, koncentrationen, adfærd og indlæringsevne. Men søvn er også vigtigt for familiens trivsel. For hvis et barn ikke sover, gælder det jo også ofte for en af forældrene – eller måske dem begge to.

Søvnrytmen påvirkes af det indre ur og søvnpresset

Der kan være mange grunde til at putningen er svær, og der findes ikke et konkret råd som virker for alle. Men mange til have glæde af at se lidt nærmere på, hvordan viden om søvnrytmen kan bruges til at gøre putningen lettere.

Søvnrytmen kan forstyrres af to faktorer. Den første er det indre ur, som er fysiologisk betinget, og som betyder, at man ofte begynder at blive træt på de samme tidspunkter hver dag. Men begivenheder i løbet af dagen kan også være afgørende for, om barnet har behov for mere eller mindre søvn end normalt. Det kalder man for barnets søvnpres. Søvnpresset bliver større og større i takt med, at dagen går, og hvis der har været nogle begivenheder i løbet af dagen – for eksempel hvis barnet har været ude og bruge kroppen mere aktivt end normalt – kan søvnpresset opstå hurtigere.

Hjælp barnet med at etablere en fast rytme

Det er væsentligt at hjælpe barnet med at etablere en fast rytme. Det kan variere fra familie til familie og fra barn til barn, hvordan rytmen skal være. I nogle kulturer er børnene senere oppe om aftenen end danske børn normalt er, og der kan være stor forskel på, hvad der passer ind i den enkelte familie. Man skal også passe på ikke at have for store forventninger til barnets søvn. Man kan ikke regne med, at børn sover som os, for de er ikke fysiologisk udviklet til det. Det er først omkring 5-6 år, at børns søvnrytme er etableret. Og faktisk er det først efter puberteten, man kan regne med, at barnet ikke vågner om natten mere.

Lav forskel på nat og dag

Man kan hjælpe barnet ved at lave forskel på dag og nat for eksempel at huske at rulle gardiner op hver morgen, så der kommer lys ind. Selvom det virker banalt, er det ikke en selvfølge i alle familier. Man kan også hjælpe barnet ved at skrue aktivitetsniveauet op efter morgenrutinerne og på samme vis ned inden sovetid om aftenen.

Selve putningen også god at se efter i sømmene. Hvilke slags godnathistorier læser vi? Bidrager de til ro? Er det tydeligt, hvad der skal ske? Er mit barn ulykkelig? Eller prøver det mig af? Og hvad gør jeg?

Har du svært ved selv at komme i mål med den gode putning, er du altid velkommen til at tage fat i din lokale koordinator og få et godt råd om dine børns søvn eller jeres rutiner og høre mere om, hvordan Folkekirkens Familiestøtte kan hjælpe jer videre med jeres søvnudfordringer.

Menu