Hvad gør man, når den ene er langtidsplanlægger, og den anden helst planlægger fra dag til dag. Og man er skilt og har to fælles børn. Lisbeth Preuss og Svante Griffel tog på forløbet Vejen videre efter skilsmisse, og fik meget mere med, end de havde troet
“Jeg så et opslag på Facebook om Folkekirkens Familiestøttes forløb for skilsmisseforældre. Og så fortalte jeg om det til Svante,” siger 36-årige Lisbeth Preuss, og kigger over på 47-årige Svante Griffel, der sidder ved siden af.
“Jeg sagde vist, at jeg ville tilmelde mig, og du gerne måtte komme med. Men ellers så gjorde jeg det alene,” siger hun med et smil, og Svante supplerer:
“Umiddelbart tænkte jeg, at vi ikke havde det store behov, for vi har et godt samarbejde. Men jeg tænkte også, at det vel ikke kunne skade, og at man altid kan blive klogere.”
“Umiddelbart tænkte jeg, at vi ikke havde det store behov, for vi har et godt samarbejde. Men jeg tænkte også, at det vel ikke kunne skade, og at man altid kan blive klogere.”
Lisbeth og Svante blev skilt for to år siden. De synes egentlig begge, det er gået fint med at bevare et godt forhold til hinanden og samarbejde omkring deres to fælles børn, og det er da også tydeligt, når de sidder og smådriller hinanden, som man kun kan, når man kender hinanden godt, og betyder noget for hinanden. Men der er selvfølgelig områder, der har været sværere end andre. Det var netop et af de områder, der fik Lisbeth til at stoppe op, da hun så opslaget om forløb for skilsmisseforældre.
“Vi har ikke helt samme behov for planlægning, så for mig handlede det om at få nogle værktøjer der. Jeg vil gerne have alting ind i en kalender et halvt år i forvejen, hvis det kan lade sig gøre, og Svante er mere dag til dag. Da jeg så annoncen, havde vi lige haft en ting, hvor jeg troede, vi havde aftalt noget, og det havde vi så ikke. Så det var nok derfor, jeg reagerede på det. Jeg havde et behov lige der,” fortæller Lisbeth.
En stabil bro mellem to øer
Lisbeth havde troet, at forløbet kun handlede om samarbejdet mellem forældre. Men da det gik op for hende, at der også var noget omkring, hvordan man selv kommer videre, og husker at være god ved sig selv, gav det stor mening for hende.
“Det var godt for mig, for jeg har glemt mig selv lidt i alt det her. Jeg har mest tænkt på ungerne,” siger hun.
Børnene er 11 dage hos Lisbeth og 3 dage hos Svante.
“Jeg er træt, når børnene har været hos mig, så de weekender, hvor børnene er hos Svante, har jeg tit ligget på sofaen hele weekenden og haft ondt af mig selv og været træt. Det gør jeg stadig sommetider, for det har jeg også behov for, men jeg prøver på ikke at grave mig ned, så jeg også kommer ud og ser en anden del af verden,” siger Lisbeth, der også er blevet bevidst om sommetider at få passet børnene, hvis hun bliver inviteret til noget i hverdagen, i stedet for bare at sige nej, fordi nu er børnene jo hos hende.
“Det er lidt ligesom i flyveren, hvor man selv skal huske at tage iltmasken på først, for ellers kan man ikke hjælpe sine børn med at få den på,” siger hun.
“Det er lidt ligesom i flyveren, hvor man selv skal huske at tage iltmasken på først, for ellers kan man ikke hjælpe sine børn med at få den på,”
“Jeg har ikke haft samme problem med, at jeg har glemt mig selv, men det er måske en mandeting,” siger Svante med et grin.
For ham har det især givet mening, at de har lært en masse om, hvordan man taler med hinanden. F.eks. har de prøvet tale-lytte-kortet, hvor man stopper op, lytter og giver plads, så man er enige om, hvad der egentlig er blevet sagt.
“Der er jo nogle ting, hvor det ikke giver mening at diskutere, hvad der er rigtigt og forkert, for begge har ret,” siger han, og nævner et eksempel fra forløbet, hvor et tal både kan være 6 og 9 alt efter, hvor man ser tallet fra.
“Det er det her med, at sandheden, som jeg ser den, det er ikke altid den eneste sandhed. Det er godt at blive mindet om,” siger Lisbeth.
Begge har også kunnet bruge en anden metafor fra forløbet.
“De sagde, at når man er skilsmisseforældre, så bor man på hver sin ø, og imellem de to øer, er der en bro. Det er vigtigt, at broen er stabil, for det er den bro, som børnene skal henover. Og man skal også respektere, hvordan det er på den andens ø,” forklarer Lisbeth.
“Ja, og også at begge øer jo skal være der og have det godt, for ellers er broen heller ikke god. Noget af det er egentlig meget logisk, men det er godt at høre det og få det penslet ud,” siger Svante.
Når man skal gå den svære vej fra at være et par til at være skilte forældre, er der hjælp at hente på forløbet Vejen videre efter skilsmisse. Billedet er fra da Lisbeth og Svante stadig var et par. Privatfoto.
Funderet på forskning
En anden ting, de har fået med fra forløbet, er viden om, hvordan børn reagerer i forbindelse med forældrenes skilsmisse.
“Der var noget om forskellige typer børn, og hvordan de reagerer, lige fra dem, der plaprer ud, til dem, der lukker sig inde. Det fik mig til at tænke over, hvordan vores børn reagerer, for der har aldrig rigtig været gråd over, at far og mor skulle skilles. Men f.eks. er de meget morsyge, så hvis jeg er i rummet, så er de lige her,” siger Lisbeth, og holder hænderne tæt ind til sine sider.
“Det havde jeg ikke tænkt som en reaktion på skilsmissen før, og måske er det det heller ikke, for det kan også bare være, fordi de er 5 og 7 år. Men det kan også være fordi, at nu er far flyttet, og måske er de bange for, at mor også flytter. Så jeg er blevet mere opmærksom på det, og prøver at tage det mere oppefra og ned, så jeg ikke bliver irriteret over, hvis de f.eks. hyler over, at de skal i nattøjet. Og så snakker vi sammen bagefter, om der var en grund,” fortsætter hun.
For Svante har det været godt, at den viden, de fik på forløbet, er funderet på forskning.
“Det er ikke bare noget, man går og gætter på. Det er faktisk undersøgt, hvordan det er,” siger han, og nævner som eksempel også, hvordan de har lært, at børns behov kan skifte over tid, og at det skal man som forældre også være opmærksomme på og klar til at handle på.
“Vi blev opfordret ret meget til at snakke med børnene, og at det er os, der skal åbne op,” fortæller Lisbeth.
“Ja, når det falder naturligt, for man vil jo helst heller ikke skabe noget, der ikke er der,” siger Svante.
Han har ikke snakket så meget med børnene om skilsmissen, for der har ikke rigtig været en anledning.
“Andet end hvis de har savnet deres mor, når de skulle puttes. Så har vi talt om, at det er ok at savne mor,” siger han, og Lisbeth tilføjer:
“Jeg har nok altid snakket mere om følelser med dem generelt.”
Deres ældste barn er med i en omsorgsgruppe i skolen sammen med andre skilsmissebørn, og forleden kom han hjem og spurgte sin mor, om han fik en ny far, hvis hun fik en ny kæreste.
“Så måtte jeg forklare, at de kun har en far, og ham beholder de,” siger Lisbeth.
Alle vinder ved et godt samarbejde
Hverken Lisbeth eller Svante tænkte over, at det var folkekirken, der udbød forløbet.
“Jeg så, at indholdet var fornuftigt, og så er det jo underordnet, hvad det hedder. Og der er jo ikke noget religiøst i det, så alle kan deltage,” siger Lisbeth.
“Hvis det nu havde været en anden kirke, så havde jeg måske tænkt over det, men folkekirken er jo en del af vores kultur,” siger Svante.
Man kan deltage i Folkekirkens Familiestøttes forløb for skilsmisseforældre både som par og alene.
“For os var det godt at være afsted sammen, for vi fik afprøvet øvelserne med hinanden med det samme,” siger Svante.
“Og vi har begge hørt det samme. Hvis jeg nu havde skullet fortælle det videre til Svante, så ville jeg nok få det vendt sådan lidt til min egen fordel,” griner Lisbeth.
Men samtidig er de enige om, at man også vil få en masse ud af forløbet, selv om ens udgangspunkt er mere konfliktfyldt, end deres var.
“Det er til gavn for alle, at man får øjnene op for, at alle vinder ved et godt samarbejde.
“Det er til gavn for alle, at man får øjnene op for, at alle vinder ved et godt samarbejde. Også selv om man måske skal give noget til en, som man egentlig ikke har lyst til at give noget til. For man giver samtidig også til sig selv, og især til sine børn,” siger Svante.
“Og når vi lavede øvelser, var der én, der kunne hjælpe os, hvis vi havde haft udfordringer,” tilføjer Lisbeth.
Alle oplæg foregår samlet, og alle samtaler og øvelser foregår hver for sig og med sin ekspartner, hvis begge deltager.
“De startede også med at sige, at vi ikke skulle side og krænge os ud foran andre, så det var fint,” siger Lisbeth.
Al tiden værd
Lisbeth og Svante har været afsted tre aftener, men mangler to opfølgningsgange. Det kom lidt bag på dem, hvor omfattende forløbet egentlig var, men de er glade for det.
“Ellers når man jo ikke nogen steder hen,” siger Lisbeth
“Nej, det virker ikke for langt. Det er klart anbefalelsesværdigt,” siger Svante.
De har svært ved at sige, hvad det konkret har ændret hos dem, ud over at Lisbeth håber og tror, hun er blevet bedre til at sige tingene direkte, så det ikke hober sig op og eksploderer.
“Lige nu går det jo fint. Men der dukker nok nogle sværere emner op på et tidspunkt, og så skal det jo stå sin prøve,” siger Svante.
“Ja, nu gik juleplanlægningen jo godt,” siger Lisbeth.
“Ja, det kunne have været første test, men det gik fint. Men hvis vi aldrig får brug for værktøjerne, så skal vi jo heller ikke klage. Og måske bruger vi dem ubevidst, uden at vi lægger mærke til det,” siger Svante, og tilføjer:
“Jeg vil klart anbefale det til andre. Det er al tiden værd, selv om jeg som udgangspunkt tænkte, at der ikke var et presserende behov. Bare lige at blive mindet om det, man måske godt ved inderst inde. Og så det med kommunikationen.”
“Ja, det er nok de færreste, der bare kan det. Man kan altid blive klogere, uanset hvor klog man føler sig,” siger Lisbeth.
Læs mere om Vejen videre efter skilsmisse og find aktuelle forløb