

Når forældre bliver skilt eller går fra hinanden, starter en ny relation med fokus på et godt samarbejde om fælles børn. Den nye skilsmisselov fra april 2019 tvinger forældre på digitalt kursus i samarbejde. Folkekirkens Familiestøtte tilbyder skilte forældre et længere kursusforløb med fokus på at passe godt på børnene
”Forældres samarbejde betyder utrolig meget for børnene, fordi børn bliver utrygge, når deres forældre ikke kommunikerer godt sammen, ” siger Lisbeth Andreassen Ryelund, som er psykoterapeut og souschef i Folkekirkens Familiestøtte.
En undersøgelse har tidligere vist, at mange forældre ikke tror, at det indbyrdes forhold mellem forældrene har betydning for børnene. En undersøgelse af barnets perspektiv viste dog, at det ikke er rigtigt, for børn påvirkes utrolig meget af, hvordan forældrene har det med hinanden.
Og derfor tilbyder Folkekirkens Familiestøtte skilte forældre et kursusforløb, hvor forældrene får viden og læring om samarbejde og kommunikation til gavn for deres børn.
Ny skilsmisselov 1. april 2019
D. 1. april 2019 trådte en ny skilsmisselov i kraft. Loven indebærer bl.a. at der er indført en refleksionsperiode på 3 måneder for alle forældre, der ønsker at blive skilt. I denne periode skal forældrene hver for sig gennemføre en online test/ kursus med fokus på at skabe et godt samarbejde. Dette skal sikre, at forældrene ved, hvordan de bedst håndterer børnenes reaktioner på nyheden om, at deres forældre skal skilles.
Familieadvokat og tidligere formand for foreningen Danske Familieadvokater Helle Larsen kender ikke kvaliteten af testen/ kurset, men tror ikke på, at tvang er vejen frem: ”Jeg har aldrig troet på, at hvis man brugte tvang, så fik man de bedste resultater, men hele systemet er bygget op på, at man tror, at man kan tvinge folk til at lære at samarbejde, og det er bare ikke min erfaring, at skal er den bedste motivationsfaktor” siger hun.
Desuden er testen/ kurset forbeholdt par, der er gift og ønsker en hurtig skilsmisse. Par med børn, der ikke er gift eller gifte par, der ønsker at blive separeret, har ikke automatisk adgang til testen/ kurset.
Når det er et tilvalg får man noget ud af det
Folkekirkens Familiestøttes kursusforløb Vejen videre efter skilsmisse er et tilbud, forældre kan vælge at benytte sig af, og det oplever Helle Larsen er en god ting, og hun opfordrer ofte forældre til at tilmelde sig kursusforløbet.
”De borgere, jeg har, som har været igennem jeres kursus Vejen videre efter skilsmisse har fået noget med derfra, fordi det er et tilvalg. Det er folk, som har sagt: ’Jeg ved godt, at jeg har en udfordring’, eller ’hver gang jeg åbner munden, så tror den anden, at jeg er ude på ballade, jeg må jo lære en anden måde at kommunikere på’. Når det er et tilvalg, så får man noget ud af det.”
Forløb for alle skilte forældre
Helle Larsen oplever, at både forældre, ” hvor begge er fornuftige mennesker, som begge to ønsker, at deres børn kommer så helskindet igennem og er i stand til at æde en kamel en gang imellem i små bider” og forældre ”som sidder med en medforælder, som er helt uden for pædagogisk rækkevidde” har glæde af kursusforløbet ”Vejen videre efter skilsmisse.
Det er både muligt at deltage på kursusforløbet sammen med den anden forældre og deltage på forløbet alene. Uanset hvad man vælger, får man viden og redskaber til at tackle egne reaktioner i skilsmisseprocessen, man får viden om børnenes typiske reaktioner og man får input til et bedre samarbejde med den andre forældre.
”Man kan sagtens få meget ud af kurset, selvom man deltager alene. Bare det, at den ene part har fokus på et godt samarbejde og får viden om hvilken betydning et fornuftigt samarbejde har for barnet, giver utrolig meget, ” siger Lisbeth Andreassen Ryelund.
Det er svært at ændre adfærd
Vejen videre efter skilsmisse er uden egenbetaling og er et kursusforløb over 5 aftener fordelt over ½ år. Det tager tid at ændre vaner, og det tager tid at omsætte viden til hverdag. Derfor har vi gode erfaringer med at holde forløbet over ½ år, så der er mulighed for at komme tilbage og få sparring og løbende få mere viden fyldt på.
”Når man har været på et kursus, er man opsat på at skabe de ændringer, man har besluttet sig for, men når det bliver hverdag, er det altid svært at holde fast, og så er vi der og støtter op, ” slutter Lisbeth Andreassen Ryelund.
Du kan også deltage på kursusforløbet Vejen videre efter skilsmisse, som er uden egenbetaling.
Læs mere om kursusforløbet her og find aktuelle kursusforløb her.