Trivselsperson: Samarbejdet med Folkekirkens Familiestøtte er simpelt, let og ukompliceret
Trivsels- og SSP person i Aalborg Kommune Christian Bohl Damborg fortæller her, hvorfor og hvordan han inddrager Folkekirkens Familiestøtte i sit daglige arbejde med at vejlede forældre
Hvornår kan du som trivselslærer inddrage Folkekirkens Familiestøttes tilbud i din vejledning af forældre?
Som trivselslærer kan man bruge Folkekirkens Familiestøtte ved at tænke tilbuddet ind som ét af de tilbud, vi kan give til familier, der har behov for hjælp til noget, der sker i hjemmet.
Det er et godt tilbud til forældre, som oplever udfordringer, der ikke relaterer sig til skolen, men relaterer sig til noget derhjemme. F.eks. med børn, der ikke hører efter, børn der er svære at opdrage eller andre hjemlige forhold, der ikke kræver en kommunal indsats. Og så er det oplagt for forældre, der er skilt, fordi man kan få hjælp til at få lidt mere forståelse og respekt for hinandens former for opdragelse. Hos Folkekirkens Familiestøtte bliver forældrene taget alvorligt, og støtten er noget, der rykker.
Læs mere om Folkekirkens Familiestøttes tilbud til forældre
Hvordan oplever du samarbejdet med Folkekirkens Familiestøtte?
Simpelt, let og ukompliceret er de ord, jeg tænker på, når jeg tænker på samarbejdet med Folkekirkens Familiestøtte. Jeg synes simpelthen, at det er så rart, at der ikke skal udfyldes alle mulige formularer. Det kræver kun, at jeg laver en telefonopringning eller en kort mail, efter at have fået samtykke fra forældrene, og så tager Folkekirkens Familiestøttes koordinator den derfra.
Ofte når vi får en henvendelse, så er det, når bægeret er flydt over, og man ikke ved, hvad man skal. Og så er det vigtigt, at vi kan handle hurtigt. Når jeg henvender mig til Folkekirkens Familiestøtte, reagerer de meget hurtigt. Forældrene hører fra koordinatoren indenfor en uge og ofte allerede dagen efter.
Og det, der sker, behøver ikke være den helt store intervention. Forældrene bliver hørt, de bliver forstået og der bliver lagt en plan. Og undervejs bliver de guidet, eller får hjælp til små justeringer i forhold til, hvad de kan gøre anderledes. Det, tænker jeg, er den store forskel, Folkekirkens Familiestøtte gør. Jeg får kun positive tilbagemeldinger fra forældre, der er i gang med et forløb.
Se film, hvor rådmand Mai-Britt Iversen fortæller om samarbejdet med Folkekirkens Familiestøtte
Hvordan griber du det an, når du møder forældre, du tænker, vil have gavn af Folkekirkens Familiestøttes tilbud?
Fordi det er min erfaring og oplevelse, at et forløb hos Folkekirkens Familiestøtte kan hjælpe, kan jeg fortælle forældrene lidt om, hvad der kommer til at ske og anbefale det. På den måde er jeg med til at nuancere en lille smule, hvad det går ud på, og det betyder også noget, at jeg selv tror på, at det vil fungere.
I langt de fleste tilfælde er det mig, som tager kontakten til Folkekirkens Familiestøtte. Jeg spørger forældrene, om de har lyst til at selv at ringe, eller om jeg skal gøre det. Det er svært at finde overskuddet til at tage kontakten til nogen, man ikke kender, men bare har fået anbefalet af mig. Så for at undgå at der er nogle, som ikke får taget sig sammen, så er det noget nemmere, at jeg tager kontakten. Og så er der en af Folkekirkens Familiestøttes medarbejdere, der kontakter familien og får etableret den forbindelse, der skal etableres.
Læs mere om hvordan du som fagperson kan bruge Folkekirkens Familiestøtte
Kategorier
- Barselscafé
- Det siger andre
- Evaluering
- Evalueringslink
- Faglig viden
- Familieliv
- Film
- Folkekirken
- Forældreven
- Foredrag
- Friluftsliv
- Frivillig
- Graviditet
- Inspiration
- Koordinator
- Koordinator i Herning
- Landingpages forløb
- Opdragelse
- Parforhold
- Presse
- Samarbejde
- Skærmvaner
- Skilsmisse
- Smag på kærligheden
- Tilmelding
- Uncategorized