Få nye gode vaner i 2021
Vil du have nye gode vaner i det nye år? Et nyt år kalder på en frisk start, og mange af os har lavet nytårsforsætter om f.eks. mere motion, mere fokus på parforholdet eller om at få børnene til at hjælpe mere til.
Og ligesom sidste år er vi fulde af gejst og gåpåmod, når året starter. Men allerede inden februar er ovre, er langt de fleste forsætter glemt, fordi vi ikke har formået at gøre de gode intentioner til gode holdbare vaner.
Hvorfor er det så svært at holde fast?
Nogle gange kommer vi til at gabe over for meget. Hvis vi både vil dyrke motion 3 gange om ugen, inddrage vores børn i at lave sund mad hver dag og have en ugentlig date med vores partner, så bliver det alt for uoverskueligt at gennemføre i mere end et par uger.
Det er derfor vigtigt at starte med små skridt. Udvælg 1 ting, du vil ændre først. F.eks. at dine børn skal deltage i madlavningen 1 gang om ugen. Og når det så er blevet en vane, så kan du starte på en ny ting.
Du kan med fordel se på vaneændringen som en trappe med mange små trin, hvor du tager et lille skridt ad gangen og langsomt nærmer dig målet, i stedet for ét stort trin, som det er let at falde ned fra.
Vores hjerne er vanestyret og kører på autopilot det meste af tiden. Det betyder, at vi alt for nemt kommer til at gøre, som vi plejer, selvom vi har intentionerne om noget andet. Eksperter siger, at det tager alt fra 21 dage til et halvt år at ændre en vane. Så det kræver vedholdenhed, tålmodighed og vilje at skabe nye gode vaner.
4 gode råd til at skabe nye vaner
- Beslut dig for at tage magten over dit liv. Det lyder voldsomt, men første skridt til at gennemføre en vaneændring er, at vi beslutter os for det, tager styringen og tror på, at vi selv har magten til at gennemføre. Ingen dårlige undskyldninger. Vi bestemmer selv.
- Gør målet så konkret som muligt. Det er lettere at arbejde med en vane, der handler om at børnene hjælper med madlavning hver onsdag, end at børnene skal hjælpe mere til.
- Sæt tid og energi af til at arbejde med ændringen. Det vil f.eks. kræve noget ekstra energi at motivere børnene til at hjælpe, og madlavningen vil tage længere tid. Det skal vi sætte tid af til og være forberedt på, så vi ikke opgiver, når modstanden kommer, eller fordi vi ikke har tiden til at gennemføre.
- Find en allieret til at heppe på dig. Det er svært at ændre vaner alene. Så få dig en allieret, f.eks. din partner, en ven eller en forældreven. Det hjælper dig med at holde motivationen og holder dig op på at holde fast, når det er svært.
Få hjælp til at ændre vaner
Hos Folkekirkens Familiestøtte tilbyder vi hjælp til at indarbejde gode vaner. Det kan f.eks. være i forhold til at styrke parforholdet, finde gode rutiner i en travl hverdag eller skabe andre gode vaner i hverdagen i familien.
Vi hjælper med faglige input og personlig sparring i den proces, du gennemgår. Langt de fleste af vores forløb strækker sig derfor over en periode på 3-4 måneder. Så er der tid til at arbejde med vanerne, så de kan blive godt integreret i dit liv.
Vil du høre mere om, hvordan du kan få sparring fra os, så kontakt din lokale koordinator eller læs mere her.
Kategorier
- Barselscafé
- Det siger andre
- Evaluering
- Evalueringslink
- Faglig viden
- Familieliv
- Film
- Folkekirken
- Forældreven
- Foredrag
- Friluftsliv
- Frivillig
- Graviditet
- Inspiration
- Koordinator
- Koordinator i Herning
- Landingpages forløb
- Opdragelse
- Parforhold
- Presse
- Samarbejde
- Skærmvaner
- Skilsmisse
- Smag på kærligheden
- Tilmelding
- Uncategorized